Bæredygtige investeringer - 3 ting du skal holde øje med
Bæredygtighed er et emne, der fylder meget for de fleste, både når det kommer til lighed og CO2-regnskabet. Vi gør mange »grønne« ting i vores dagligdag, for eksempelvis når vi affaldssorterer. Men vidste du, at du med dine investeringer kan gøre en endnu større indsats? Her gennemgår vi, hvad du skal holde øje med, hvis du gerne vil investere mere bæredygtigt.
Først får du en god nyhed: Det er blevet nemmere for dig som investor, at finde ud af hvor bæredygtige de enkelte investeringsforeninger er.
Det kommer til at handle en lille smule om EU, men frygt ikke! Selvom det kan lyde tørt, så er der gode nyheder til dig, der let kan fare vild i de mange muligheder inden for bæredygtige investeringsforeninger, når du scroller igennem udvalget på handelsplatformen. Så hæng på et øjeblik!
EU har lavet nye regler - den såkaldte »disclosure forordning«. Målet med reglerne er, at det skal være nemmere for dig som investor at sammenligne og vurdere en investeringsforening, når det kommer til bæredygtighed.
Det er godt nyt, for på denne måde er det nemmere at undgå »greenwashing« (når en virksomhed brander sig på at være »grøn« eller bæredygtig.. uden rigtigt at være det).
Tre kategorier for bæredygtighed
EU arbejder med tre niveauer for, hvordan de enkelte fonde arbejder med bæredygtighed. Med andre ord er der 3 kategorier, som investeringsforeninger fremover bliver tildelt alt efter, hvor stort fokus de har på bæredygtighed. De 3 kategorier er: artikel 6, artikel 8 eller artikel 9 (...okay det blev lidt tørt og EU-agtigt alligevel men følg med engang..)
Her er tommelfingerreglen: jo højere tal - jo mere fokus på bæredygtighed.
Artikel 6 - Højt bundniveau for bæredygtighed
Investeringsforeninger, der har fået »artikel 6« kategorien, ligger nederst. Men det er ikke ensbetydendende betyder ikke, at foreningen slet ikke investerer med fokus på bæredygtighed.
I artikel 6-produkter følger investeringerne forvalterens generelle politik for ansvarlige investeringer. Det kan være svært at sige noget entydigt om hvad »ansvarlige investeringe« er, og der kan være store forskelle fra forvalter til forvalter. Men i Danmark har brancheforeningen Finans Danmark lavet nogle minimumsanbefalinger for artikel 6-fonde.
Artikel 8 - Bæredygtighed indgår i beslutningsprocessen
Hvor artikel 6-fonde lever op til nogle minimumsstandarder for bæredygtighed og ansvarlig investering, så bliver bæredygtighed inddraget i selve investeringsprocessen i artikel 8-fonde. Det er den væsentligste forskel.
Et eksempel kunne være, at investeringsforeningen har udvalgt selskaber efter ledelsens diversitet (fx undersøgt om ledelsen udelukkende består af midaldrende mænd). Derudover vil klimapåvirkning altid spille en markant rolle i investeringsforeninger med artikel 8 stemplet.
Artikel 9: Foreningen arbejder efter konkrete bæredygtighedsmål
Kronen på værket når det kommer til bæredygtighed er artikel 9 investeringsforeninger. Her på det højeste niveau til - og fravælges selskaber efter specifikke bæredygtighedsmålsætninger ved siden af afkastmålsætningen af investeringsforeningen.
Lad os eksempelvis sige at en investeringsforening har som målsætning at nedbringe CO2-udledningen. Her kan man ikke komme uden om, at foreningen skal tage højde for Paris aftalens klimamål om temperaturstigning. Med andre ord skal foreningen sørge for, at den bidrager til at begrænse en temperaturstigning på 1,5 grader. Det betyder konkret, at i 2030 må foreningen som helhed højest udlede CO2 svarende til 25 pct. af verdensmarkedsniveauet for CO2-udledning i 2020.
På denne måde er bæredygtighed mere og dybere integreret i artikel 9 foreninger sammenlignet med artikel 6 foreninger, da det også er foreningens klimamål som i høj grad spiller ind, når der skal træffes investeringsvalg.