Derfor kræver det økonomisk kontrol at kræve sin plads

Hvilken rolle spiller penge, når det kommer til at forbedre vores evne til at kræve vores plads i den her verden? Spoiler: De spiller en ret stor rolle

WORDS BY
Maiken Reinholdt
Published
October 27, 2024
(Image: Miguel Bruna/Unsplash)
Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.

Lad os sige det, som det er: Empowerment handler om én simpel ting: At være i stand til at tage selvstændige valg. Det gælder i alle aspekter af livet – vores helbred, vores boligsituation, og hvor langt vi formår at kravle op ad karrierestigen. Det er alt sammen noget, der har massiv indflydelse på vores liv. Alligevel har kvinder meget mindre magt og kontrol over beslutninger vedrørende de her ting i deres liv. Og det er, fordi vi har færre penge.

Hvis du har fulgt Female Invest i noget tid, så har du helt sikkert hørt os sige det her før. Men det er nu engang de fakta og den virkelighed, vi kæmper for at ændre. Og så længe ulighed og uretfærdighed eksisterer, er det vores pligt at forsætte med at råbe op. Det handler om vores fremtid, vores døtres fremtid og vores børnebørns fremtid. Så derfor bliver vi ved med at spørge os selv: Hvad får os til at føle os empowered?

Og det er ikke et helt simpelt spørgsmål at svare på. Men vi har alligevel fundet frem til fire væsentlige faktorer.


Hvad er vejen til empowerment? 

1. Uddannelse. Når vi har adgang til uddannelse, får vi viden og redskaber, der gør os i stand til at træffe beslutninger omkring vores liv, og hvordan vi kan bidrage til de fællesskaber, vi indgår i.

2. Socialt netværk. Uanset om det er familie, venner eller en mentor, som kan hjælpe til at give vores selvtillid et boost, så er det, når vi deler viden med andre, at vi bliver i stand til at overkomme de udfordringer, vi møder. 

(Photo: Womanizer Toys/Unsplash)

3. Politisk repræsentation. Vi ved, at det er mere sandsynligt, at kvinders behov og perspektiver bliver lyttet til, når kvinder er repræsenterede i beslutningstagende stillinger. Det kommer til udtryk gennem lovgivning og politiske initiativer, som støtter op omkring ligestilling.

4. Økonomisk status. Det er et faktum, at vores økonomiske situation har en kæmpe indflydelse på vores følelse af empowerment og vores evne til at leve livet på vores egne vilkår.

Så lad os zoome ind på den økonomiske status. Hvorfor? Fordi det er det, vi her hos Female Invest får indsigt i hver eneste dag. Så selvfølgelig vil vi dele, hvad vi har lært gennem årene, med dig. 

For det første: Penge er lig med frihed

Efter at have lyttet til vores fællesskab af kvinder og lært dem om økonomi gennem de seneste tre år er vi ikke længere i tvivl om, at penge er lig med magt. Vi hører så mange kvinders historier om økonomi. Både når vi taler med dem til vores live og online events, når vi læser deres opslag i vores online fællesskab, og når de skriver direkte til os. Vores fællesskab er et levende bevis på, at når kvinder tager kontrol over deres økonomi, føler de sig magtfulde, og den følelse af magt bliver omsat til ultimativ frihed. 

1. Kvinder vil have strukturel forandring

Vores fællesskab af kvinder er frustrerede over den finansielle ulighed og de manglende muligheder, der følger med den. Og med rette. De deler historier om, hvordan de er blevet afvist i banken, når de ansøger om et lån, på grund af de indgroede kønsbias, der desværre stadig eksisterer. Og hvordan det går op for dem, at deres mandlige kollega med præcis samme titel og jobfunktion tjener 30% mere i løn end dem. Vi mærker frustrationen, og vi er også frustrerede.

Viden er magt. Brug den til at kræve din plads.

Men når vi anerkender den uretfærdighed, vi møder, forvandler den sig hurtigt til en styrke, og det er mildest talt inspirerende. Vores medlemmer fortæller, hvordan de bruger deres følelser som drivkraft til at kræve deres retmæssige plads – uanset om det er hårdnakket at forhandle med banken eller konfrontere chefen med den åbenlyse og uretfærdige lønforskel. Så med frustration følger også viljen til at kræve sin plads.

2. Din F*** you konto er din redning

Hvis du er ny her hos Female Invest, så undrer du dig måske, når vi siger: “F*** you konto.” Så tillad mig at forklare. En F*** you konto er en nødopsparing. Det vil sige, det er penge, du kan bruge, når du har allermest brug for dem – uanset om det skyldes, du er på vej ud af et turbulent forhold, gerne vil ud og rejse eller ønsker at sige det job op, der har gjort livet surt de sidste mange måneder. Eller det kan være, du får en unik mulighed for at flytte til et andet land, som du ikke ønsker at sige nej til.

Vores indbakker er fyldt med beskeder fra kvinder, som ville ønske, de havde kendt til strategien om en F*** you konto noget før. Men den gode nyhed er, at kvinder ofte har været i stand til at handle og for eksempel forlade et usundt forhold, så snart de har fået styr på deres F*** you konto. Og sådan er det jo med nødsituationer – de sker, når vi mindst venter dem.

Og det er her, penge bliver lig med magt og frihed. For ved at tage kontrol over din økonomi og opbygge en F*** you konto med et beløb svarende til tre - seks måneders løn, så kan du sige “ja” til de ting, du gerne vil og “nej” til de ting, som ikke er gode for dig. Og så bliver det tydeligt, at en F*** you konto er nødvendig for, at du kan kræve din plads. Så det er tid til at spare op!

3. Viden er magt

Vi modtager også mange beskeder fra kvinder, som takker os for at give dem den finansielle læring, de altid har manglet. Og følelsen af taknemmelighed bliver forstærket af dem, der er begejstrede for at lære, og som handler på de råd, de får hos os og deler deres viden med venner og familie. Og det er derfor, viden er magt – det giver selvtillid.

(Photo: Kinga Howard/Unsplash)

Og den selvtillid gør dem i stand til at inspirere andre. Kvinder vil gerne dele deres øjenåbnende oplevelser og forsikre andre om, at de også kan, hvis de vil. Kvinder har brug for flere rollemodeller, og vi bliver ualmindeligt begejstrede, når vores medlemmer påtager sig den opgave. For jo flere vi er, jo mere magtfulde er vi, og den dominoeffekt, vi sammen skaber, vil forandre os både som individer og samfund. 

Det er dén dominoeffekt, der giver os energi til at forsætte vores mission, og som beviser, at information og viden virkelig er magt. Uddannelse er magt. Og mens vi venter på, at økonomi og finansiel planlægning kommer på skoleskemaet (og det ser det ikke ud til, at det gør i nærmeste fremtid), så må vi inspirere hinanden til at tage initiativet. Gør, hvad du kan for at lære mere om penge. Vær den lærer og rollemodel, der er brug for i dit nabolag eller netværk. Vær en inspiration for andre, og vær den rollemodel, verden har brug for, så vi kan lukke det økonomiske gab mellem mænd og kvinder. 

4. Penge er et fælles ansvar

78% af kvinder oplever negative økonomiske overraskelser, efter de bliver skilt fra deres partner. Så det er ingen overraskelse, at vi har hørt uendeligt mange historier fra kvinder i vores fællesskab med samme oplevelse. Så hvad fortæller det os? At vi ikke kan lade vores partnere om den finansielle planlægning og ignorere vores plads ved bordet, når der bliver snakket om økonomi. Du har både ret til og ansvar for at tage del i planlægningen af jeres fælles økonomi, når du er i et forhold. 

(Photo: Everton Villa/Unsplash)

Så hvad gør du herfra? Du skal tjekke op på jeres økonomi, budgetter, pensioner og sikre dig, at I er på rette spor. Start med jeres økonomiske mål. Ønsker I det samme? Og hvis din partner ikke bryder sig om, at du blander dig i jeres økonomiske beslutninger, så er det måske værd at tænke over… For det at kunne tale med din partner om økonomi og være fælles om økonomiske beslutninger er vigtigt, hvis du vil trives i dit parforhold.

Et par afsluttende tanker

Historierne fra vores fællesskab af kvinder har alle én ting til fælles: Vi er nødt til selv at handle, hvis vi vil opnå økonomisk ligestilling. Vi kan ikke benægte, at evnen til at tjene, spare op og investere penge giver en følelse af empowerment. Kvinder kan godt sætte sig over for en bankrådgiver og kræve de samme vilkår på deres lån som mænd. Kvinder kan godt starte en F*** you konto og begynde at spare op til at kunne træffe selvstændige beslutninger. Kvinder kan godt finde deres vej ind i investeringsverdenen, som alt for længe har været domineret af mænd. Og vi kan hjælpe ved at give de værktøjer, som kvinder skal bruge til lige netop det.

Når kvinder kræver deres plads og tager kontrol over deres økonomi, så smitter det af på andre aspekter i livet, hvor vi også får mulighed for at kræve vores retmæssige plads – uanset om det er inden for forretning, sport, politik, sundhed eller vores eget velbefindende. Hvorfor? Fordi penge giver os friheden til at træffe selvstændige valg, og det gør os i stand til at leve livet på vores egne vilkår. Og hvis der er noget, vi er sikre på, så er det, at hvis vi væbner os med viden og et stærkt fællesskab, så skal vi nok nå dertil. Hvis flere kvinder krævede deres økonomiske plads, så tænk lige på, hvor mange flere pladser i samfundet, vi også ville få mulighed for at tage. Det er ret tankevækkende, er det ikke?