Få råd til at investere med disse 8 tips
Er kontoen faretruende tæt på at være tømt, hver gang vi nærmer os slutningen af måneden? Virker drømmen om investering som utopi? Fear not! Vi har samlet de bedste tips til at få råd alligevel.
Penge skal bruges, hvor de skaber glæde. Derfor er det her ikke en guide til, hvordan du spenderer mindst muligt. Det er i stedet en lille påmindelse om at tage stilling til, hvad der skaber glæde for dig – og en opfordring til at undersøge, hvad du egentlig bruger dine penge på. For når hverdagen ruller derudaf, glemmer vi ofte at tage stilling.
Der skal så lidt til at komme i gang med at investere – 500 kroner om måneden er nok. Og når først du er i gang, er det svært ikke at lade være, når du ser porteføljen vokse og aner dine drømme blive til virkelighed i horisonten. Vi har samlet en række tips til at finde penge til din første investering. Tag dem, du kan bruge, så er du snart klar til at åbne et depot!
Skab overblik
hvad bruger du egentlig dine penge på? Ved første tanke kan det virke som et uoverskueligt eller måske ligefrem skræmmende projekt, at lave et regnskab over hvad du bruger dine penge på. Men det er det værd. Frygten for at blive konfronteret med dit forbrug bliver lynhurtigt afløst af en følelse af kontrol, når først du ved, hvor meget der ryger til takeaway, tøj, mad og transport hver måned.
Tag stilling og læg et budget
hvad har værdi for dig? Giver det dig overskud at kunne bestille takeaway tre gange om ugen? Mærker du et lille skud af glæde, når du køber en lækker taske? Nyder du at kunne starte dagen med matcha-te på din lokale café? Bliv endelig ved – det er ikke her, du skal spare. Men tag stilling til alle poster i regnskabet. Ofte sniger der sig udgifter ind, som egentlig ikke giver os den store glæde. Eller også bruger vi mere, end vi måske har lyst til på enkelte poster. Når du først har taget stilling til, hvor meget du egentlig vil bruge og på hvad, er det meget lettere at styre. Og igen; den der følelse af kontrol er altså ren power.
Lav en madplan og køb ind én gang om ugen.
Kender du det der med, at du egentlig bare skulle købe en liter mælk, men du ender med to fyldte indkøbsposer? Det er en klassiker! De fleste af os bliver fristet, når vi køber ind. Derfor er en knivsikker vinder, hvis du vil finde penge til at investere for, at lægge en madplan og nøjes med at købe ind én gang om ugen. En ekstra bonus er, at du sparer vanvittigt meget tid.
Tag stilling til, hvad der skaber glæde for dig, og fjern det unødvendige
Få styr på dine abonnementer og forsikringer.
Måske meldte du dig til online-yoga, da træningscentrene var lukket, men du bruger det ikke mere? Måske bruger du ikke alle de tv-kanaler eller streamingtjenester, du betaler for? Måske er du flyttet sammen med kæresten, men I betaler stadig begge for indboforsikring? Der kan være mange penge at spare årligt, hvis du sætter tid af til at gennemgå dine faste betalinger.
Sælg det, du ikke bruger.
Du vil blive overrasket over, hvor mange penge du kan skrabe sammen, hvis du sælger alle de ting, du ikke længere bruger. Elektronik, tøj, møbler… selvom du sælger billigt, får du hurtigt skrabet et fint indskud til porteføljen sammen.
Udfordre dig selv med no spend-dage.
Føler du, at din økonomi er løbet løbsk? Og er du et konkurrencemenneske? Sæt et mål og følg det nøje (del det på SoMe, hvis du er modig); f.eks. du skal have 15 dage uden at svinge dankortet den næste måned. Det er en genial måde at blive opmærksom på dit forbrug.
Få en frokostkammerat.
Hvis du ikke er så heldig at have en fed kantine på jobbet, kender du måske til det der med altid at ende med den samme trætte sandwich fra køledisken. Og det er ikke engang billigt. Men du orker ikke at lave en madpakke. Alliér dig med en kollega og lav frokost på skift. Det er ti gange mere motiverende at lave mad, når det ikke kun er til dig selv – og så bliver maden serveret hver anden dag.
Forhandl din løn.
Mange af os glemmer, at vi faktisk kan bede om lønforhandling. Eller også tør vi ikke. Men det værste, der kan ske, er, at du får et nej. Og selv en lille stigning kan gøre en forskel – det kan f.eks. være nok til, at du har råd til din første investering.
Så tag styring over din økonomi. Skab overblik og tag stilling til, hvad der skaber glæde for dig at bruge penge på, og hvad der ikke gør. På den måde får du råd til at komme i gang med at investere – på den måder tager du kontrol over dit liv og din fremtid. Og husk; det kræver ikke mere end 500 kr om måneden at komme i gang.