Hvordan starter man en virksomhed? Vores tre founders deler deres bedste tips

Drømmer du om at starte en virksomhed? Men ved du ikke hvordan? I denne artikel deler de tre medstiftere af Female Invest deres erfaringer og råd fra de sidste 3,5 år som iværksættere.

WORDS BY
Maiken Reinholdt
Published
October 27, 2024
(Image: Female Invest)
Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.

Drømmer du om at starte en virksomhed? Men ved du ikke hvordan? Eller er du bare nysgerrig efter at vide mere om, hvordan man bliver iværksætter? I denne artikel deler Emma, Camilla og Anna - de tre medstiftere af Female Invest - deres erfaringer og råd fra de sidste 3,5 år som iværksættere.

Rejsen og vores milepæle kort fortalt…

Female Invest startede som en studenterorganisation på CBS (Copenhagen Business School) tilbage i 2019. Dengang samlede vi de kvindelig studerende til events, hvor vi gav introduktioner og guides til at komme i gang med at investere.

Men da coronapandemien ramte Danmark tilbage i marts 2020, måtte vi sadle helt om. For da landet lukkede ned, betød det også, at vi måtte aflyse alle vores events, som dengang var indtægtskilden. Vi blev derfor tvunget til at omtænke vores produkt fuldstændig. Og vi brugte tre måneder på at lancere vores første online læringsplatform.

I dag har Female Invest medlemmer i mere end 100 lande, et team på over 35 mennesker og formået at rejse 85 millioner kroner i funding i en verden, hvor kun 1,5% af funding går til startups ledet af kvinder. Alt dette gjorde vi uden erfaring, uden netværk, uden penge. Så hvor starter man?

(Billede: Female Invest)

Den gode idé

Du skal selvfølgelig have en idé til din virksomhed. Men hvordan finder man på den gode forretningsidé?

Den gode idé løser et reelt problem:

Enhver succesfuld virksomhed løser et problem. Det kan være så stort som fx bæredygtighed, som hele verden er berørt af, men det kan også være så småt som en dims, der løser et dagligdagsproblem i hjemmet.

En rapport viser, at størstedelen af start ups fejler, fordi det produkt eller den service, som virksomheden udbyder, rent faktisk ikke løser et reelt problem.

Den gode idé er noget, folk er villige til at betale for

Du skal dernæst overveje, om din service eller produkt er noget, som folk er villige til at betale for. Her kan du spørge dit netværk, din familie, dine venner og kolleger og få deres input til, hvor meget de ville betale for et produkt. Man kan også starte med at give sit produkt ud til folk gratis og derefter se, om de fortsat ønsker at bruge det, når du begynder at opkræve betaling for det. Og endelig kan du kigge på, om der er andre konkurrenter og sammenligne med deres prisniveau.

Den gode idé er en, som du er den rette til at løse

Du behøver ikke en bestemt uddannelse for at være den rette person til at løse et problem. Med den “rette” menes der, at du har den rigtige indstilling, eller at du kender målgruppen særligt godt, eller at du har viden om, hvordan produktet skal udvikles.

"Vi blev tvunget til at omtænke vores produkt fuldstændig, da corona lukkede landet i 2020"

Fra idé til handling

Det næste skridt er at gå videre fra idé til handling. Man kan sagtens starte i det små og begynde at arbejdere videre med sin idé og virksomhed ved siden af sit arbejde. Det er nemlig en myte, at man skal sige sit job op for at blive iværksætter på fuldtid.

Når du skal opstarte en virksomhed og fortsat er i startfasen er det vigtigt at få styr på fundamentet - nemlig det juridiske. I Danmark er det ikke sværere, end at du bestiller et CVR nummer.

Kom godt fra start!

Der er en række ting og ressourcer, som du får brug for som iværksætter, når du er i gang med at få din virksomhed i gang. Dem gennemgår vi her.

1. Du får brug for mennesker

Man kan nå rigtig langt alene som founder eller founders. Men på et tidspunkt får du/I brug for hjælp. Og man når til et punkt, hvor man skal til at ansætte sine første medarbejdere. Men hvordan prioriterer man, hvem man skal ansætte? Det kommer an på din virksomhed. Har du brug for specialister, som er eksperter indenfor noget, eksempelvis tech? Eller har du mere brug for generalister, som kan lidt af hvert og have mange hatte på?

En anden ting er netværk. Et godt netværk er ultimativt det, som gør, at I får adgang til penge, gode ansatte, kunder og viden. Men hvordan finder man et netværk?

Det allerbedste, du kan gøre, er at deltage i så mange netværksevent, du overhovedet kan komme til. Andre ting du kan gøre er at invitere andre founders på kaffe og lære fra dem.

Når du begynder at udvide dit netværk, så er det bedste, du kan gøre, at bede den person om at sende dig videre til en anden i personens netværk. På denne måde kan du hurtigere komme til at møde en masse mennesker, og det er nøglen til at kunne komme i kontakt med de rigtige. Så snakker du med en anden iværksætter, så spørg dem: hvem i dit netværk skal jeg mødes med?

2. Du får brug for penge

Det er et faktum, at startups ledet af kvinder kun modtager 1,5% af funding. Men hvis du skal starte en virksomhed, skalere den og du har store ambitioner, så er funding og kapital en nødvendighed.

Tre typer af funding, du skal kende

Aktier

Præcis ligesom på aktiemarkedet, så kan man sælge aktier i sin virksomhed i bytte for en sum penge, som man kan bruge til at udvikle sin virksomhed. Her giver man altså en ejerandel ud til en investor, som i retur overfører det aftalte beløb.

Lån

En anden mulighed er et lån. Det smarte ved at rejse penge gennem et lån er, at du kan undgå at afgive ejerandele i din virksomhed. Vækstfonden, som er et initiativ af den danske stat, er en af de muligheder du har for at rejse penge gennem lån. Lånet skal naturligvis betales tilbage, og det gør man typisk i takt med, at virksomheden vokser.

Konvertibelt gældsbrev/SAFE

Den tredje type funding er et SAFE, eller et konvertibelt gældsbrev. Det fungerer sådan, at man får kapital med det samme, men at investoren først får en ejerandel på et senere tidspunkt.

Funding inddeles i runder

Når du skal rejse penge, så sker det i forskellige runder. Runderne har at gøre med, hvor langt man er i funding processen.

Den første runde kaldes for en pre-seed runde. Det er den mindste runde, som man starter med, så man kan få sat gang i sin virksomhed. Her har man en god idé, man har måske en medstifter og en klokkeklar plan for, hvordan man skal tjene penge i fremtiden. Men man har ikke nogen omsætning endnu.

(Photo: Tachina Lee)

Dernæst kommer seed runden, og det er en større runde, hvor man henter et større beløb. Her har man noget omsætning, og man har typisk også et større team. Med andre ord har man her et bevis på, at der er et marked for det produkt, som man sælger.

Og herefter så hedder runderne ganske simpelt serie A, serie B og serie C osv.

Idéen med funding runder er, at for hver runde, jo flere penge henter man, fordi ens virksomhed er blevet større, siden den sidste runde, og man har derfor brug for flere penge for at vækste sin virksomhed endnu mere.

Hvor kommer pengene fra?

Nu sidder du nok og tænker, hvor kan disse penge komme fra og hvem har overhovedet råd til at investere millionbeløb i startups? Godt spørgsmål! Fundning kommer typisk to steder fra: det vi kalder angels og VC’er.

Angels (velhavende personer)

Dette er velhavende privatpersoner, som typisk har haft succes i erhvervslivet. Ofte har de selv stiftet og solgt en virksomhed og derfor tjent penge til nu at kunne investere i andre virksomheder.

VC (institutioner)

Der findes også det, som man kalder for VC, hvilket står for venture capital. Her rejser man penge fra en større institution, som er meget velhavende. Har man store ambitioner for sin virksomhed, så er det typisk kun VC funding, som man vil fokusere på. Og det er fordi, at angels, altså privatpersonerne, sjældent kan følge med, hvis det er flere millioner kroner, som man vil hente i funding.

3 tips til at komme i gang

Afslutningsvist vil vi gerne dele vores tre allerbedste tips til dig, der læser med og har fået blod på tanden ift. iværksætteri.

1. Start før du er klar

Først og fremmest, skal du lancere dit produkt og din virksomhed, før du er klar.  Du bliver aldrig hundrede procent klar, og det vil være ærligt at gå og vente mange år på at lancere, for så at finde ud af, at der ikke er efterspørgsel på dit produkt mere. Så er det bedre at lancere noget, som man så kan bygge videre på, efter man har fået feedback.

2. Find støtte i dit netværk

Uanset hvad, så er det hårdt at være iværksætter, og du får brug for støtte fra venner og familie. For livet som iværksætter går op og ned, så det er vigtigt at have folk omkring sig, som kan heppe - både når der er op -og nedture.

3. Bliv ved!

Det er nemt at starte en virksomhed, men det sværeste er at blive ved, knokle på og holde gejsten oppe undervejs. Det, der afgør, om man bliver succesfuld, er ikke altid, hvor god idéen er, men i højere grad, hvor god man er til at eksekvere den.