Sikre adgang til penge

Vidste du, at når din ægtefælle dør, lukkes adgangen til de fælles bankkonti – indtil der er klarhed over, hvem der skal arve afdøde?

WORDS BY
Anna-Sophie Hartvigsen
Published
October 27, 2024
(Billede: Kenny Eliason, Unsplash)
Tags
No items found.
Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.

Der kommer en dag for alle, hvor man erkender, at livet engang skal slutte – og at man ikke er udødelig. Sørg derfor for, at begge parter har en konto i eget navn. På den måde risikerer man ikke at blive låst fra adgangen til sine penge ved partnerens bortgang.

I denne artikel sætter Helle Snedker, kundedirektør i Formuepleje, ord på vigtigheden af at sin partners adgang til penge ved dødsfald. Et problem, som mange af hendes kunder i årene er løbet ind i.

”Det har ingen sammenhæng med hverken alder eller størrelsen på sparegrisen, så det er forskelligt, om man er 50, 60 eller 70 år, men pludselig indser de fleste, at de ikke er udødelige. Måske er en ven gået bort, eller man har selv været ved læge. Når nogen bliver ramt af denne indsigt, oplever vi ofte, at det også kommer til at involvere os selv. Typisk er det manden i et ægteskab, der er ”finansminister” derhjemme, som får brug for at involvere hustruen og får lyst til at tage hende med til møder både hos os, hos banken og revisor. Emnet, der skal tales om, er, hvad der skal ske den dag, han ikke er her mere, forklarer Helle Snedker.

En kedelig situation, som mange enker eller enkemænd er endt i efter ægtefællens død, er en mur af spærrede kort og konti, så regninger og indkøb ikke kan klares på vanlig vis. Det er der heldigvis råd for, hvis man er en lille smule på forkant.

Opret konti i hver jeres navn

”Det allerførste råd, jeg kan give, er, at man skal sørge for, at begge parter har deres egen konto i eget navn. Har man kun fælles konti, sker der nemlig det, at der glider en mur ned, og adgangen til alle fælles konti låses, indtil der er opnået klarhed om arveforhold.

Derfor er det vigtigt at få en konto i hver ægtefælles navn, så begge parter har midler at disponere over ved den andens bortgang. Hvis man ellers har rigeligt med kontanter, er der i hvert fald ingen grund til at stå og mangle dem, fordi kontiene er låst,” siger Helle Snedker.

74% af kvinder får en negativ overraskelse efter en skilsmisse eller efter en partners død.

Bliv klar, mens begge tænker klart

Individuelle konti er dog kun den første og lette del af hele manøvren ved at sikre ægtefællen den dag, den anden falder bort. Uanset hvad kan der være god ræson i at nå til enighed om alle pengesager, mens begge er åndsfriske.

”Det er med at få det gjort i fredstid, mens begge parter er friske og åndsnærværende, så man ved, hvordan der skal disponeres, hvis den ene en dag ikke kan tænke klart længere” nævner Helle Snedker.

Hendes mangeårige erfaring indenfor rådgivning har vist hende, at især kvinderne har et arbejde at komme i gang med. Alt for ofte overlader de finanserne til husbonden. Og det kræver en ihærdig indsats at sætte sig ind i noget så komplekst som investeringer, man ikke tidligere har været inddraget i. Det kan være store porteføljer af individuelle aktier, som manden har plejet uden involvering fra hustruens side, eller måske større ejendomsinvesteringer, hvor hun ikke har fået indsigt. Derfor er det bedre at være med helt fra starten og få et indgående kendskab.

”Desværre ser vi ofte, at hustruen først rykker på det her, når kaptajnen er væk, men så er det for sent, og for nogen måske også for svært at sætte sig ind i det. Det er sjældent manden, der holder hustruen ude, men typisk hende selv, der har sagt, ”det klarer du, fatter” om pengesagerne. Så der ligger også en lille opsang til kvinderne i det her. Man kan lige så godt få det gjort fra start,” siger Helle Snedker, der medgiver, at det ikke er nogen let sag bare at sætte sig ned og tale frit om, hvad der skal ske økonomisk, når partneren ikke er her mere.

Men ”bare” fordi det er svært, er det ikke ensbetydende med, at man skal lade være. Opgaven går ikke væk, selv om man ignorerer den.

Artiklen er udgivet i samarbejde med Formuepleje A/S.

Tags
No items found.
No items found.
No items found.