Den komplette guide til at styre din portefølje
Hvor ofte skal man tjekke sin portefølje? Hvordan ved man, hvornår man skal sælge sine aktier? Her får du vores bedste tips til, hvordan du holder din portefølje ajour og tilpasse investeringerne i den.
Så du har taget springet til at købe din første aktie og komme i gang med at investere - SEJT! Føles det ikke godt? Men hvad nu, tænker du måske? Hvad gør jeg, hvis markederne ændrer sig? Hvor ofte skal jeg udskifte investeringerne i min portefølje?
Hvad er en portefølje?
Din portefølje er kort fortalt samlingen af alle dine investeringer. Det kan være, at du har 3 enkeltaktier, 2 investeringsforeninger og 1 obligation. I dette tilfælde vil din portefølje altså bestå af 6 investeringer. Det er altså bare et fancy ord for alle de investeringer, du ejer.
Og nu til spørgsmålet til 1 million…
Hvor ofte skal du tjekke din portefølje?
Vi forstår det godt. Mange af os kommer i tvivl om, hvornår det er bedst at tjekke porteføljen, gøre status - skal man sælge eller købe eller holde fast i ens investeringer. Her får du vores tips til, hvornår du skal tjekke porteføljen og foretage ændringer.
Book et kvartals check-in i din kalender.
Ja vi mener det i bogstaveligste forstand. Frem med kalenderen og ind med et kvartalsvis check ind mellem dig og din portefølje. Selvom hver tredje måned kan lyde som en sjælden affære, så kan det faktisk være en god idé at undgå at tjekke din portefølje flere gange dagligt. Hvorfor? Hvis du tjekker dine aktier konstant, så er du meget udsat for de to største fjender, som alle investorer har - nemlig frygt og grådighed.
Lad os sige du logger ind. Så snart du har klikket "enter" mødes du af røde tal. Alle vil have lyst til at reagere, og derfor bliver det hammer svært at modstå fristelsen til at sælge med det samme. Det er ganske enkelt vores krybdyrhjerne som overtager i sådanne situationer. Den er nemlig programmeret til at reagere, når den mærker frygt. Men ved at besøge din portefølje kvartalsvis i stedet mindsker du risikoen for at tage overilede krybdyrhjernebeslutninger. Så måske det er tid til at finde kalenderen frem?
Få besked når der sker store hændelser på aktiemarkedet
Når det er sagt, så er det en dårlig idé at lukke øjne og øre totalt. En god idé er derimod, at du holder dig lidt opdateret på ændringer på aktiemarkedet. Det kan være specifikt om de aktier, eller foreninger du har investeret i. Eller det kan være på et bredere skala om den generelle udvikling i markedet og den globale økonomi. Det kan lyde lidt uoverskueligt, men bare rolig - vi har et trick gemt i ærmet.
Google har en funktion, som de kalder »underretninger«. Det fungerer ganske simpelt ved, at du giver Google nogle keywords, fx virksomhedens navn, og så modtager du en alarm på din mail, så snart der kommer en nyhed ud om virksomheden. HUSK: inden du styrter ind og sælger alt, så slå koldt vand i blodet, træk vejret og overvej en ekstra gang om det virkelig er lige nu, du skal købe eller sælge. Målet er ikke nødvendigvis at handle her og nu, men mere at du holder dig opdateret på, hvad der foregår så du kan tage informerede beslutninger.
Hæv pengene når du rammer dine mål
Vores gyldne tommelfingerregel har altid været: beslut hvornår du vil sælge, når du køber. At planlægge på forhånd, hvornår du skal indkassere dine wins er altså drøn vigtigt. Den gode nyhed er, at dette faktisk er hele din investeringsstrategi - altså at du på forhånd ved hvornår du vil sælge aktien igen. Så måske det er tid til at tjekke, om en aktie har ramt dine foruddefinerede kriterier for hvornår du vil sælge? Så er det bare med at få profitten i hus!
Din værste fjende er dig selv og dine følelser
Årligt kontroltjek
Når du investerer med en langsigtet tidshorisont på minimum 5 år (hvilket er en rigtig god idé, hvis du var i tvivl), så er den største fordel, at de små op og nedture i markedet udjævnes over tid. Det bliver derfor mindre vigtigt, at du køber på lige nøjagtigt ét bestemt tidspunkt, men mere at du får det gjort i det hele taget (hvilket var klart det sværeste skridt, right?).
Gør dig selv den tjeneste at lægge et årligt møde mellem dig og din portefølje i kalenderen. På dit årsmøde skal du gennemgå din portefølje og planlægge fremad. Du kan eksempelvis sætte følgende agenda:
- Hvad påtænker jeg at købe som det næste?
- Hvad (hvis overhovedet noget) skal sælges?
- Hvor diversificeret er min portefølje på geografi?
- Har jeg en god spredning på tværs af sektorer?
- Er der en investering der fylder for meget eller for lidt procentmæssigt i min samlede portefølje?
Når alt kommer til alt, er det vigtigt, at du træner din researchmuskel, og gør det at opsøge viden til en vane. Og det behøver slet ikke være kedeligt! Du kan gøre det både ved at læse artikler, lytte til podcasts eller være med på vores webinar “Market News”.
I ny og næ skal du huske at minde dig selv om, at det globale aktiemarked stiger mellem 7-8% om året i gennemsnit. Så ja - det er vigtigt at kontrollere sin portefølje, men det er endnu vigtigere at beherske sine følelser af frygt og grådighed. Så læg en plan og hold dig til den!