Der er positive tendenser på finansmarkederne, hvor Nordea og Danske bank imponerer

Skrevet af
Lærke Engelbrekt Pedersen
Udgivet
July 24, 2023
Tags
Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.

Key takeaways

· Sommerstemning på finansmarkederne med positiv udvikling i både det danske og amerikanske aktiemarked.

· De høje rentesatser gør det relevant at overveje, hvorvidt det bedst kan betale sig, at afbetale gæld eller investere.

· Banker som Morgan Stanley, Bank of America, Nordea og Danske Bank overgår forventningerne.

· Danske Bank udbetaler udbytte til aktionærerne på 7 kr. pr. aktie.

Der er sommerstemning på de finansielle markeder - og derfor er der ikke helt lige så meget gang i handelen som der plejer at være. Men lidt sker der, og det har været en uge med positiv udvikling på både det danske og det amerikanske aktiemarked. Det danske C25 indeks er steget med 1,68 % og det amerikanske S&P 500 er steget med 0,69 %. 

Bør man afdrage på sin gæld eller investere?

Camilla Schjølin Poulsen, der er forbrugerøkonom hos PFA, har skrevet en kommentar til euroinvestor. 

I denne kommentar diskuteres den privatøkonomiske udfordring, som de voldsomme rentestigninger  det sidste halvandet år har skabt. Vi har nemlig de højeste rentesatser i omkring 14 år, og dette skal man have med i sine overvejelser, når man kigger på, hvorvidt man skal nedbringe gæld og spare låneudgifter, eller om man bør investere sine penge i eksempelvis aktiemarkedet. 

Camilla understreger i kommentaren, at det ikke er rentabelt at lade penge stå på indlånskonti i banken, da renten er lavere end inflationen.

For at træffe den rigtige beslutning skal man, ifølge Camilla, vurdere, om det forventede afkast ved investering overstiger den sikre besparelse ved at nedbringe gælden. Investeringer medfører altid en risiko, der typisk falder over tid. Fleksibilitet er en vigtig faktor, da det kan være bedst at nedbringe højt forrentet gæld med den aktuelle renteudvikling, men tingene kan ændre sig, så en kombineret tilgang med både afdrag og opsparing kan være fordelagtig.

Camilla opfordrer i kommentaren til, at man bør vurdere sin økonomiske situation nøje og tage højde for de aktuelle renteforhold og risici ved investeringer samt vælge den mest hensigtsmæssige tilgang til at håndtere deres gæld og formue.

Amerikanske banker overgår analytikernes forventninger

Regnskabssæsonen er for alvor skudt i gang og rigtig mange banker har nu offentliggjort, hvordan det er gået hos dem det første halvår af 2023. 

Mange øjne har været rettet mod disse Q2 regnskaber i banksektoren, særligt efter at flere amerikanske banker og den europæiske bank Credit Suisse gik konkurs tilbage i foråret.

Morgan Stanley og Bank of America var blot to af de amerikanske banker, der landede et regnskab for andet kvartal, som var bedre end ventet.

Nordea overgår analytikernes forventninger

Nordea er en af de danske banker, der i sidste uge offentliggjorde deres regnskab for andet kvartal, og her kunne Nordea præsentere en indtjening på næsten 10 milliarder kroner. Dette svarer til en indtjening, der er hele 27 % højere end deres indtjening samme kvartal året før. 

Dette resultat oversteg analytikernes forventninger med næsten 6 %. Nordea opjusterede ligeledes deres forventninger til årets samlede resultat.

Danske Bank udbetaler udbytte

Danske Bank offentliggjorde også deres Q2 regnskab i sidste uge, hvilket også medførte en opjustering af deres forventninger til resten af året. Derudover meddelte administrerende direktør, Carsten Egeriis, at Danske Bank frasælger deres norske privatkundeforretning. Den norske del af forretningen bliver solgt til Nordea, men det er ikke en aftale, der lige nu og her gør Danske Bank rige. Faktisk vil frasalget koste Danske Bank cirka 700 millioner kroner, da Danske Bank skal betale for omkostningerne ved at overføre privatkundeforretningen til Nordea. Carsten Egeriis udtaler følgende til borsen.dk “Efter min mening har vi fundet en fornuftig balance i handlen. Prisen afspejler de udfordringer, vi har haft, og at forretningen hverken har været lønsom nok eller har haft tilstrækkelig vækst for os”.

Mange af Danske Banks aktionærer blev glade for at høre, at Danske Bank i år vil udbetale udbytte til alle aktionærerne. På baggrund af Q2 regnskabet har Danske Bank besluttet, at de vil udbetale 7 kr. i udbytte pr. aktie, det svarer til et direkte afkast på 4,25 , ud fra fredagens handelskurs. 

Tags

Vi er dedikerede til at uddanne og styrke kvinder til at tage kontrol over deres økonomi og leve livet på deres egne vilkår.

KONTAKT
DOWNLOAD VORES APP