Faldende inflation og positivt nyt fra bankerne

Skrevet af
Lærke Engelbrekt Pedersen
Udgivet
July 17, 2023
Tags
Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.

Key takeaways

  • Amerikansk inflation faldt til 3 % i juni og har nu bevæget sig ned af hver måned de sidste 12 måneder
  • Dansk inflation faldt til 2,5 % i juni, modsat vores nordiske nabo Norge, hvor inflationen steg til 7 %
  • Amerikanske banker overraskende positivt efter offentliggørelsen af deres halvårsregnskaber
  • Alphabet aktien steg med 5 % efter Google lancerede forbedringer til deres chatbot Bard

Det har været en positiv uge på aktiemarkedet, hvor der har været pæne stigninger i både Danmark og USA. Det danske C25 indeks er samlet set steget med 1,71 % den seneste uge og det amerikanske S&P500 indeks er steget 2,42 % den seneste uge. 

Amerikansk inflation falder

Inflationstallene for juni måned blev offentliggjort i sidste uge, og der var positivt nyt. De amerikanske inflationstal er nemlig faldet til 3 % i juni måned, hvilket er et fald når man sammenligner med de 4 % som inflationen lå på i maj måned. 

Den faldende inflation indikerer, at den rentepolitik USAs centralbank har kørt det sidste år har formået at tæmme inflationen og bringe den tættere på det ønskede niveau på 2 %. De amerikanske markeder har taget positivt imod denne nyhed, og er nu på det højeste niveau i de seneste 15 måneder. Samtidig er den amerikanske dollar, ligesom inflationen, faldet til det laveste niveau i 15 måneder sammenlignet med flere andre udenlandske valutaer, hvilket normalt indikerer, at markederne vil stige.

Kerneinflationen er et af de nøgletal, som centralbanken særligt har kæmpet med i USA, og selv kerneinflationen medbragte positive nyheder, da den overraskende faldt til 4,8% i juni, mens forventningen var 5%. Det betyder, at den er faldet med hele 0,5 procentpoint på blot en måned.

Dansk inflation falder

Også i Danmark fortsætter inflationen sin nedadgående tendens og har nu aftaget otte måneder i træk ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik. Ifølge tallene fra Danmarks Statistik er priserne steget med 2,5% i juni sammenlignet med samme måned sidste år. Dette skal sammenlignes med 2,9 % i maj og de 10,1 %, som inflationen lå på, da den var på sit højeste tilbage i oktober 2022.

Norsk inflation stiger

Til gengæld er der ikke lige så positive nyheder, når vi kigger mod vores nordiske nabo Norge. Norsk inflation steg til 7 % i juni sammenlignet med 6,7 % i maj. 

Den norske centralbank, Norges Bank, har allerede hævet renten markant. Siden september 2021 er renten blevet hævet elleve gange. Den seneste renteforhøjelse fandt sted i juni, hvor Norges Bank annoncerede en betydelig stigning på 0,5 procentpoint.

Den norske krone har været svækket på det seneste, hvilket gør det sværere for Norges Bank at bekæmpe inflationen. Priserne på importerede varer stiger som følge heraf, da den svage krone gør udenlandske varer dyrere. I juni steg prisen på importerede varer markant mere end prisen på norske varer. En svag norsk krone kan derfor betyder, at Norges Bank kan blive nødt til at hæve renten yderligere.

Amerikanske banker opjusterer

Det har været et hårdt halvår for den finansielle sektor, hvor blandt andet den amerikanske Sillicon Valley Bank og den europæiske bank Credit Suisse gik konkurs. Det førte til stor usikkerhed i hele den finansielle sektor, som der sidenhen har været ramt af usikkerhed. 

De fleste af de store amerikanske banker overraskede analytikerne positivt ved offentliggørelsen af deres regnskaber. Bankernes indtjening er blevet hjulpet på vej af de højere renter, hvorfor flere af bankerne har opjusteret deres forventninger til resten af år 2023. 

Alphabet-aktien stiger takket være Bard

Alphabet, som ejer Google, oplevede i sidste uge en stigning i deres aktiekurs på cirka 5% efter at have annonceret forbedringer til deres egen chatbot ved navn Bard. Ifølge Google er Bard tilgængelig på over 40 sprog over hele verden. De nye funktioner gør blandt andet Bard i stand til at justere formaliteten i sit sprog. Derudover vil den nu også være i stand til at afspille sine svar højt på de 40 sprog samt at beskrive fotos, som bliver uploadet til chatbotten.

Der har været meget fokus på AI i år 2023, derfor holder investorer ekstra meget øje med, hvilke af technologiaktierne der performer bedst hvad dette angår.

Tags

Vi er dedikerede til at uddanne og styrke kvinder til at tage kontrol over deres økonomi og leve livet på deres egne vilkår.

KONTAKT
DOWNLOAD VORES APP